Julefred: Ingen Premier League juleaften
Foto: Gareth Copley/Getty Images
Premier League

Julefred: Ingen Premier League juleaften

De engelske tv-stationer har offentliggjort kampprogrammet i Premier League ved juletid.

Der bliver ingen fodbold fra den bedste engelske række den 24. december i år.

De engelske tv-stationer BT Sport og SkySports, der har rettighederne til kampene, er nemlig blevet enige med Premier League om at holde juleaftensdag fri for kampe.

TV-stationerne havde ellers ytret ønske om at sende kampe den 24. december for første gang, men det har mødt protester hos både klubber og fans. 

Både Arsenals kamp mod Liverpool og Manchester Uniteds opgør mod Kasper Schmeichels Leicester blev nævnt som mulige kampe, der kunne spilles juleaftensdag, men det har der altså ikke været opbakning til. 

I stedet spilles de to kampe henholdsvis den 22. og 23. december.

Den mest spændende Premier League-dag i december ser ud til at blive søndag den 10. december.

Først på eftermiddagen spiller Everton og Liverpool nemlig Merseyside-derby, og kort efter tager Manchester United imod Manchester City på Old Trafford.