Video : Tipsbladet
Premier League

Koeman forventer Barkley-salg

Den hollandske træner forventer, at Ross Barkley forlader Everton.

Endnu er der ikke kommet nogen officielle bud på den engelske midtbanespiller, men Everton-træner, Ronald Koeman, siger, at Barkley ønsker nye udfordringer, og at klubben ikke vil stå i vejen for ham.

Ross Barkley er i øjeblikket ikke en del af opstarten for Liverpool-klubben, da han døjer med en skade, som også holder ham ude af morgendagens Europa League-kvalifikationsopgør mod Ruzomberok.

Den engelske landsholdsspiller har et år tilbage af sin kontrakt og har gjort det klart, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt på Goodison Park.

Ronald Koeman blev på et pressemøde spurgt, hvorvidt han forventer at miste Barkley.

- Ja. Vi har givet ham et rigtig godt tilbud på en ny kontrakt, som han afviste. Han fortalte mig, at han er på udkig efter en ny udfordring.

Ross Barkley har haft flere gode præstationer for Everton, og derfor ærgrer det da også Koeman, at han ikke kommer til at råde over Barkley, men pointerer alligevel, at der er et lille men.

- Det er hans beslutning. Det er jeg nødt til at respektere, og så må vi se, hvad der sker, fordi jeg har ladet mig fortælle af bestyrelsen, at der ikke rigtig er nogle tilbud på ham.

Everton har ikke ligget på den lade side, hvad angår sommerens transfervindue, hvor der både er blevet plads til Wayne Rooney, Jordan Pickford, Davy Klaasen, Michael Keane og Sandro Ramirez.

Klubben skulle ligeledes være i forhandlinger med Swansea om deres islandske stjerne Gylfi Sigurdsson.