Koeman lettet efter tiltrængt Southampton-sejr
Alastair Grant/Polfoto
Premier League

Koeman lettet efter tiltrængt Southampton-sejr

Southampton kom tilbage på sejrssporet, da de besejrede Crystal Palace i den engelske Premier League.

Southampton har tabt nogle vigtige skridt  kampen om top-fire i den engelske Premier League. 

Southampton har nemlig hverken vundet eller scoret mål i deres seneste tre opgør i Premier League, og da de tirsdag aften var i aktion mod Crystal Palace, der lignede det længe, at den kedelige stime skulle strække sig til fire kampe. 

I hvert fald lige indtil Saido Mane fik bragt Southampton i front med syv minutter tilbage af kampen, hvilket i sidste ende sikrede Southampton alle tre point. Og det resultat glæder nturligvis Southamptons manager, Ronald Koeman, som håber, at sejren vil skubbe Southampton tilbge på det spor som har bragt dem så langt i denne sæson. 

- Vi havde ikke den samme selvtillid mod Crystal Palace, som var rigtig godt organiserede, siger Ronald Koeman til BBC Sport. 

- Det var svært at kreere chancer og score. Det var ikke den bedste kamp, vi har spillet i denne sæson, og vi var heldigere, end vi har været den seneste uger. Men spillerne fortjente dette resultat. 

- Det er ikke nemt, når det ikke går ens vej som fodboldspiller. Det kender jeg alt til. Men når alt kommer til alt, så fik vi her tre point, som er med til at gøre hele situationen lidt mere komfortabel. 

- Det var en enormt vigtig kamp at vinde. Nu har vi ti dage, til vi møder Chelsea, og det her har gjort vores situation mere komfortabel, og jeg håber, at spillerne kan genfinde selvtilliden, så vi kan vende tilbage og spille det spil, som vi har spillet i hele sæsonen, lyder det fra Ronald Koeman.