Leicester-vicedirektør: Mahrez vil blive i klubben
Foto: Joe Giddens/Polfoto
Premier League

Leicester-vicedirektør: Mahrez vil blive i klubben

Leicesters vicedirektør Aiyawatt Srivaddhanaprabha fortæller, at Riyad Mahrez gerne vil blive i klubben til næste sæson, selvom agenten i går udtalte, det var 50/50, hvorvidt spilleren ville blive eller ej.

Riyad Mahrez er angiveligt en eftertragtet mand hos både PSG og FC Barcelona. I går udtalte agenten til Afrikas første Premier League-vinder af årets spiller, at det var 50/50, hvorvidt hans klient ville fortsætte i Leicester eller ej. 

Men spørger man klubbens vicedirektør Aiyawatt Srivaddhanaprabha, er der ingen tvivl: Mahrez bliver i klubben. 

- Det er gode drenge. Det er gode gutter. De forstår. Selv Mahrez - jeg talte med ham og spurgte: "Er du bekymret?" Hvortil han svarede: "Nej, nej. Jeg vil gerne blive." Det er dét, han vil. Han vil gerne blive i klubben, siger Srivaddhanaprabha til Sky Sports.

Mahrez har i denne sæson spillet 35 Premier League-kampe, og det har medført 17 mål og 10 assists.