Lettelse i Arsenal: Wilshere tilbage på træningsbanen
Illustration
Premier League

Lettelse i Arsenal: Wilshere tilbage på træningsbanen

Jack Wilshere blev ankelskadet i opgøret mod Dortmund, men midtbanespilleren er allerede tilbage på træningsbanen.

Det endte med at blive en rædselsfuld tirsdag aften for Arsenal, da London-klubben indledte denne sæsons Champions League på Signal Iduna Park mod Dortmund. 

Ikke alene tabte Wengers tropper fuldt fortjent med 2-0 til et stærkt spillende Dortmund-mandskab. Oven i nederlaget blev Jack Wilshere nemlig ankelskadet kort før slutfløjtet, og da Wenger ikke havde flere udskiftninger tilbage, måtte midtbanespilleren halte sig igennem resten af kampen. 

Det var dermed frygtet, at der ville vente den engelske landsholdsspiller en længere pause, men heldigvis for Arsenal viste undersøgelser onsdag, at skaden ikke er af alvorlig karakter. Efterfølgende var Wilshere således tilbage på træningsbanen for at gennemgå nogle lette øvelser.

Det er gode nyheder for Arsene Wenger, der må undvære profiler som Olivier Giroud, Theo Walcott og Mathieu Debuchy, inden ubesejrede Aston Villa venter på lørdag.