Lineker: Ranieri burde hædres - ikke fyres
Foto: Michael Regan/GettyImages
Premier League

Lineker: Ranieri burde hædres - ikke fyres

Den engelske fodboldekspert kalder fyringen af Claudio Ranieri i Leicester for "ekstremt overraskende" og "illoyal".

Den engelske fodboldekspert Gary Lineker var mildest talt overrasket, da han torsdag fik nyheden om, at Leicester havde fyret manager Claudio Ranieri. Han mener, at fyringen er ærgerlig - i stedet burde klubben han hædret italieneren.

- Den måde, alle holdt med Leicester i sidste sæson, er noget, jeg ikke har set før i fodbold. Og at smide det væk med en for tidlig og illoyal fyring - og velsagtens en mangel på taknemmelighed - er ekstremt overraskende, siger Lineker til BBC.

- Jeg synes bare, at han fortjente lidt mere loyalitet og i hvert fald mere tid. De burde bygge en statue af ham, ikke fyre ham.

Den italienske manager førte i sidste sæson Leicester til tops i en af historiens mest overraskende Premier League-triumfer. Så det er ikke sikkert, at holdet bliver bedre af, at en ny manager tager over, mener Lineker.

- Det er lidt den kendte myte med, at alt bliver bedre, når du ansætter en ny manager. Men statistikkerne siger jo, at det egentlig ikke betyder så meget. Det har vi også set i den her sæson. Det virkede for Hull og Swansea. Det virkede ikke for Crystal Palace. Så det er lidt tilfældigt.