Manchester United vandt over ineffektive Arsenal
Illustration
Premier League

Manchester United vandt over ineffektive Arsenal

Arsenal sad på hele kampen, men formåede ikke at udnytte overtaget, da gæsterne fra Manchester United hentede en ufortjent sejr.

Arsenal virkede til at have kampen fuldstændig under kontrol, det var bare målene, der manglede. Alligevel kan gæsterne fra Manchester United efter de lørdagens kamp på Emirates kaste armene i vejret og glæde sig over en ganske ufortjent 2-1 sejr.

Over 20 gange sendte hjemmeholdets spillere læderet mod David De Geas mål, men selv de allerstørste muligheder blev på det skammeligste brændt, og så kan man ikke forvente at hente tre point i Premier League. Heller ikke selvom holdet man spiller imod ikke bliver noteret for et eneste afslutning indenfor rammen i løbet af de første 85 minutter.

I første halvleg var der reelt kun et hold på banen. Hjemmeholdet var i fuld kontrol, og burde reelt have været foran med mindst et enkelt mål, specielt da Jack Wilshere kom helt alene igennem et vaklende United-forsvar, men en svag afslutning lige på De Gea lod meget tilbage at ønske for Arsenal-tilhængerne, der til deres store frustration måtte se overtaget i spil og chancer aldrig blev udnyttet.

Det var ikke kun hjemmeholdets tilskuere, der blev ramt af frustration i første halvleg. Op til kampen var Manchester United så hårdt plaget af skader i de bagerste geledder, at tre-mands forsvaret bestod af spillere som Mcnair og Blackett. Derfor gik der også et sug igennem United-tilhængerne, da sommerens indkøb Luke Shaw måtte udgå med en skade efter kun et kvarters spil.

Efter 45 minutters opvisning i uskarphed, kunne de to hold gå til pausen med 0-0.

I anden halvleg kom der dog gang i løjerne. Ikke kun på banen, men heldigvis for underholdningen også på måltavlen. Hvis man selv har spillet fodbold, har man stensikkert hørt trænere sige, at man aldrig scorer, hvis man ikke skyder på mål. Og det er vist en sandhed med modifikationer.

For som nævnt tidligere formåede gæsterne ikke at blive noteret for en afslutning indenfor rammen i de første 85 minutter, men alligevel bragte de sig foran efter 56 minutter. Efter et indlæg fra venstresiden støder Kieran Gibbs og Arsenal-keeper Szczesny sammen, og så dumper bolden ned for fødderne af Valencia, der tordner bolden mod mål.

Bolden var dog gået langt forbi, hvis det ikke lige var for Gibbs, der stadig lå i feltet. Han vælger at sparke til bolden, men rammer den så skidt, at den suser ind ved den bagerste stolpe til en fuldstændig ufortjent føring til gæsterne.

Presset på gæsterne blev ikke mindre efter scoringen, men ineffektiviteten fortsatte med uformindsket styrke fra hjemmeholdets side. Og hvis man ikke scorer i sine gode perioder, så går det typisk galt i den anden. Så da United bliver registreret for sin første afslutning indenfor rammen, så måtte den næsten også havne i netmaskerne.

Og ganske rigtigt var Rooney på pletten med fem minutter tilbage af opgøret, da en hurtig omstilling ender med at sende Di Maria og Ronney alene igennem med en enkelt forsvarsspiller. Argentineren finder Rooney med en præcis aflevering og som køligheden selv chippede angriberen let bolden i kassen til 2-0-føring.

I overtiden kom der en anelse spænding tilbage i opgøret, da tilbagevendte Oliver Giroud kanonerede bolden op i det nærmeste hjørne, men lige lidt hjalp det for hjemmeholdet, der kun kan takke sig selv for et unødvendigt nederlag til ligarivalerne.

Med lørdagens resultater betyder det, at Arsenal er placeret på en skuffende ottendeplads i Premier League, mens Manchester United hopper op på fjerdepladsen.