Medierne uenige om Amartey-pris: Fra Sky Sports til Ekstra Bladet
Foto: Polfoto
Premier League

Medierne uenige om Amartey-pris: Fra Sky Sports til Ekstra Bladet

De danske og engelske medier er ikke helt enige om, hvor meget Leicester har betalt for Daniel Amartey.

Daniel Amartey gennemførte igår torsdag lægetjekket, og kunne derfor i dag blive bekræftet af the Foxes som ny mand på King Power Stadium. Klubben annoncerede på hjemmesiden, at ghanesiske Daniel Amartey får kontrakt frem til 2020. 

21-årige Amartey, der står noteret for seks landskampe for Ghana, endte med at spille 63 kampe for FC København efter skiftet til den danske hovedstad fra svenske Djurgården i 2014. 

Amartey blev Leicesters andet vinter-indkøb, efter klubben tidigere på måneden hentede kantspilleren Demarai Gray fra Birmingham for £3,7 millioner. Der er dog usikkerhed omkring prisen på Amartey. 

Ekstra Bladet meldte i går aftes, at prisen på Amartey lå i omegnen af 60 millioner kroner - og det bakkes op af BBC Sport, der melder om en pris 'in the region of £6 million' - altså det samme som Ekstra Bladet. 

Sky Sports derimod skriver, at Leicester kun betaler £5 millioner for Amartey, altså lige under 50 millioner kroner. 

FC København skal derudover betale 15% af transfersummen til Amarteys tidligere klub Djurgården.