Mourinho: Andreas skulle lære af de rutinerede
Illustration
Premier League

Mourinho: Andreas skulle lære af de rutinerede

Andreas Christensen fik tirsdag aften debut for Chelsea i Capital One Cuppen. Danskeren spillede en god kamp, og Mourinho havde ham med i startopstillingen, for at han kunne lære.

Kun 18-årige Andreas Christensen er fast mand på det danske U/21-landshold, og tirsdag fik han så også debut for Chelseas førstehold. Det skete, da manager José Mourinho havde valgt den danske forsvarsspilleren til startopstillingen i Capital One Cup-opgøret ude mod Shrewsbury. En kamp, som Chelsea vandt med 2-1.

Andreas Christensen spillede hele kampen i forsvaret, hvor han spillede i bagkæde sammen med Gary Cahill, Filipe Luis og Kurt Zouma. Og med Petr Cech i målet. Lige med undtagelse af Kurt Zouma er det rutinerede folk, og det er José Mourinhos ønske, at Andreas Christensen kan læne sig op ad de rutinerede folk.

- Stor cadeau til Drogba, Felipe Luis, Cahill og Oscar. Cech og Mikel gjorde det også godt, selv om de ikke spiller så regelmæssigt for tiden. Og det er vigtigt for drengene, Nathan Ake og Andreas Christensen, at de lærer af de rutinerede eksempler på banen, og det gjorde de. Jeg er glad, siger José Mourinho til Sky efter kampen.

Chelsea vandt kampen med 2-1, efter holdet med 10 minutter igen af opgøret kom foran 2-1 på et selvmål. José Mourinho er glad for, at det lykkedes holdet at gå videre, selv om han er utilfreds med kampkalenderen. Søndag mødte klubben Manchester United på udebane, og tirsdag aften var det så Shrewsbury, der var modstanderen.

- Det er nu andet år i træk, hvor vi spiller søndag og så tirsdag. Sidste år mødte vi Arsenal. Min forventning er, at det næste gang må være et andet hold, der spiller søndag og tirsdag, siger José Mourinho.

Chelsea lader nu op til weekendens opgør mod Queens Park Rangers - den kamp spilles lørdag klokken 16.