Norwich-flop på vej til Frankrig
Illustration
Premier League

Norwich-flop på vej til Frankrig

Ricky van Wolfswinkel kunne ikke sparke en bule i en blød hat sidste sæson, og nu står han foran et skifte til fransk fodbold.

Norwich satstede stort på transfermarkedet sidste sommer med en række dyre indkøb i bestræbelserne på at konsolidere sig i Premier League. I stedet for en sikker midterplacering endte det dog med nedrykning til Championship. 

Den skuffelse blev den hollandske angriber, Ricky van Wolfswinkel et billede på. Efter at have bombet for Sporting Lissabon kom han til klubben inden sidste sæson for i omegnen af 85 millioner kroner, men kun én gang fik han scoret i den gule trøje -  en scoring, der sjovt nok kom i debuten mod Everton.

Nu ligner 25-årige van Wolfswinkel derfor en færdig mand i Norwich. Ifølge flere engelske medier ligger angriberen i forhandlinger med Ligue 1-klubben, St. Etienne, der i første omgang er interesseret i at hente ham på en lejeaftale med købsoption. 

I tilfælde af, at St. Etienne ønsker at veksle van Wolfswinkels midlertidige aftale til en permanent en af slagsen skal de angiveligt hoste op med små 50 millioner kroner.