Özil sværger troskab til Arsenal
Illustration
Premier League

Özil sværger troskab til Arsenal

Mesut Özil forsikrer, at han kun har øje for Arsenal i øjeblikket efter et efterår med rygter om et skifte væk fra den engelske klub for tyskeren.

Tyske Mesut Özil har været ude for hård kritik i Arsenal efter nogle pauvre præstationer, og han har i de seneste måneder været rygtet til blandt andet Bayern München. Men verdensmesteren har absolut ikke i sinde at stikke halen mellem benene og smutte fra klubben til januar. Han sværger nu sin troskab til Arsenal, som er det eneste, han i øjeblikket har øje for, fortæller han.

- Wenger ved, hvad han vil have, og jeg ved, at han kan bringe mig et skridt fremad. Han stoler på mig, og jeg stoler fuldstændigt på ham, siger Özil til Esquire.

- For et hold er et trofæ det største at få, og det fik vi i sidste sæson (FA Cup, red.). Men som spiller er der andre ting. At være den bedste spiller ved VM, andre turneringer og Champions League. Lige nu laver jeg ikke andre planer, jeg er bare glad for at være her, lyder det videre fra Mesut Özil, der i øjeblikket døjer med en knæskade, som han først meldes tilbage fra i 2015.