Video : Tipsbladet
Premier League

Pedro-perle i sikker Chelsea-sejr

På en stærk anden halvleg sejrede Chelsea sikkert med 3-0 ude over Everton.

Everton kom ud som lyn og torden, da de søndag eftermiddag tog imod Chelsea i Premier League. Allerede efter to minutter havde stortalentet Dominiv Calvert-Lewin mulighed for at sparke The Toffies i front. Desværre for ham og hjemmepublikummet gik hans forsøg på stolpen. 

Everton forsøgte at fortsætte den gode start, men Chelsea arbejdede sig langsomt ind i kampen og efter ti minutter havde Eden Hazard muligheden for at sparke The Blues i front. Belgierens forsøg sneg sig dog tæt forbi højre stolpe. 

Premier League-topscoreren Romelu Lukaku ville også være med i opgøret og efter tyve minutter fandt han en gunstig position på kanten af feltet. Hans forsøg gik dog tæt forbi stolpen. Herefter faldt tempoet og chancerne udeblev, hvorfor de to hold gik til pause med 0-0.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage, men efter en times spil kom Chelsea i front. Pedro modtog bolden på kanten af feltet og vendte rundt, hvorefter hans afslutning med venstrebennet strøg ind bag Maarten Stekelenburg, der ikke kunne nå at reagere. 

Ti minutter senere lukkede Gary Cahill opgøret til Chelseas fordel. Risposten fra et frispark røg op på knæet af den engelske forsvarsspiller og gik i mål til 2-0. Everton formåede ikke at svare igen, men Chelsea formåede i stedet at udbygge føringen.

Med tre minutter tilbage af opgøret scorede indskiftet Willian til slutresultatet 3-0. Dermed kunne Chelsea rejse hjem til London med tre point i bagagen. Samtidig ligger de ekstra pres på Tottenham, inden deres opgør mod Arsenal.