Video : Tipsbladet
Premier League

Premier League-klub forlænger med manager

West Bromwich Albion forlænger aftalen med Tony Pulis, der nu har kontrakt på The Hawthorns frem til sommeren 2018.

West Bromwich Albion er inde i en spændende periode. Tilbage i september blev Premier League-klubben solgt til en kinesisk investorgruppe, og det var noget, der skabte store forhåbninger. Efter 13. og 14. pladser i de seneste sæsoner er målet nu top ti, og manden, der skal før West Brom frem er Tony Pulis. 

Manageren, der kom til klubben i januar 2015, har fra starten rost salget af klubben, og nu bliver tilliden gengældt. Fredag formiddag kunne West Brom-boss John Williams afsløre, at Tony Pulis forlænger sin kontrakt med yderligere et år. 

Dette betyder, at den nu kommer til at løbe frem til 2018: 

- Da klubben blev overtaget, blev det gjort klart, at det var en ny historie, der begyndte. Vi vil etablere os som top ti-klub i Premier League, og det skal ske uden at vi behøver at satse helt vildt uden for banen. I denne forbindelse er jeg glad for at kunne meddele, at vi har forlænget Tony Pulis´ kontrakt. Både ledelsen og ejerne tror på, at denne forlængelse vil bringe den nødvendige stabilitet og ro omkring klubben, udtaler Williams ifølge BBC. 

West Bromwich Albion er i øjeblikket at finde på en 13. plads i Premier League. Holdet har hentet ti points i de første ni kampe.