Roy Keane bliver træner for Jores Okore
Illustration
Premier League

Roy Keane bliver træner for Jores Okore

Flere medier i England og Irland erfarer, at Roy Keane i dag bliver præsenteret som ny assistenttræner til Paul Lambert i Jores Okores Aston Villa.

Roy Keane skal i den kommende sæson være assistenttræner i Aston Villa, der har danskerne Nicklas Helenius og Jores Okore på lønningslisten. Det beretter flere medier i England og Irland, og de erfarer alle, at han bliver præsenteret i dag.

Keane bliver assistent for manager Paul Lambert, og han fortsætter angiveligt samtidig med at assistere Martin O'Neill på de irske landshold.

Jobmuligheden opstod for en måneds tid siden, da Roy Keane førte samtaler med Celtic om det ledige managersæde. De samtaler førte ikke til noget, og så meldte Aston Villa sig på banen. I Aston Villa afløser han Ian Culverhouse, der blev fyret af disciplinære årsager i sidste sæson.

Jores Okore er ved at være helt spilleklar igen efter sin lange skadespause og kommer til at indgå i Aston Villas planer for Premier League-holdet i den kommende sæson. Han kommer derfor til at se meget til Roy Keane, mens klubbens anden danske Nicklas Helenius har fået at vide, at han ikke er en del af planerne for førsteholdet.