Sky: Laudrup jagter målmaskine i Mexico
Illustration
Premier League

Sky: Laudrup jagter målmaskine i Mexico

Michael Laudrup har et godt øje til Christian Benitez, skriver skysports.com.

Michael Laudrup har allerede en af Premier Leagues farligste angribere i truppen i form af Michu, og inden længe får spanieren formentlig selskab af sidste sæsons topscorer i den hollandske Æresdivision, Wilfried Bony, der er på nippet til at skifte til Swansea.

Den danske manager vil imidlertid have flere angribere til klubben, skriver altid troværdige skysports.com, der ydermere kan fortælle, at Laudrup viser interesse for angriberen Christian Benitez.

27-årige Christian Benitez tørner til dagligt ud for America i Mexico, hvor han scorer mål på samlebånd – det har han også gjort for Santos Laguna og El Nacional tidligere i karrieren. Ecuadorianeren har dog også et mislykket ophold i engelsk fodbold på CV'et. I sæsonen 2009/2010 var han udlejet til Birmingham, hvor det kun blev til tre mål i 30 kampe.

Det afskrækker dog tilsyneladende ikke Michael Laudrup, der er parat til at give Christian Benitez endnu en chance i England. Også Atletcio Madrid viser interesse for angriberen.

Christian Benitez' agent er angiveligt på vej til England for at mødes med flere interesserede klubber.