Sygdomsramt Eriksen melder sig klar til Spurs-kamp på fredag
Foto: tipsbladet.dk
Premier League

Sygdomsramt Eriksen melder sig klar til Spurs-kamp på fredag

Christian Eriksen har døjet med mavekramper, men har fået det bedre og er klar til at spille sin første kamp efter sommerpausen på fredag mod Atletico Madrid.

En sygdomsramt Christian Eriksen gik glip af den første kamp på Tottenhams træningslejr i Australien i tirsdags, hvor englænderne tabte 1-2 til Juventus.

Den danske kreatør måtte blive på sit hotelværelse, da han døjede med mavekramper.

Nu har Eriksen dog fået det bedre og melder sig klar til fredagens kamp mod Atletico Madrid, hvilket vil blive hans første efter sommerpausen.

- Planen er, at jeg skal være med i kampen, ja, siger Christen Eriksen ifølge Goal.com.

24-årige Eriksen skal i gang med sin fjerde sæson for Tottenham efter skiftet fra Ajax i 2013, og profilen håber, at han kan fortsætte sin udvikling i klubben.

- For hver sæson har det heldigvis gået fremad, og forhåbentlig vil det være det samme i min fjerde sæson, hvor jeg udvikler mig og hjælper holdet, slutter Eriksen.

Landsholdsspilleren står noteret for 23 mål i 94 Prermier League-kampe for Tottenham.