Veloplagte Palace ydmygede Arsenal på Selhurst Park
Foto: Getty Images
Premier League

Veloplagte Palace ydmygede Arsenal på Selhurst Park

Crystal Palace ydmygede Arsenal, der drager tilbage til det nordlige London med et 3-0-nederlag i bagagen.

Arsenal fik lidt oprejsning oven på en svær periode, da de i midtugen slog West Ham med 3-0. Det skulle være starten på en god periode for The Gunners, der mandag aften drog til Selhurst Park med pres på sig efter sejre til de nærmeste konkurrenter, Manchester United, Liverpool, Manchester City og Tottenham. 

Det gik dog næppe som forventet for Arsene Wengers tropper, der blev sendt tilbage til den nordlige del af London med en 3-0-afklapsning. 

Allerede efter 17 minutter kom The Gunners bagud. Wilfried Zaha tryllede på højrekanten og herfra fandt en fremadstormende Andros Townsend inde i feltet, hvorfra den tidligere Tottenham-spiller kunne bringe værterne på 1-0. 

Det bragte selvfølgelig stor jubel på Selhurst Park, hvor der for tiden er god stemning efter fire sejre i fem kampe forud for aftenens møde med Arsenal.

De gode takter fortsatte for Palace i anden halvleg. Wilfried Zaha fandt denne gang Yohan Cabaye, der smukt lagde bolden i en blød bue ind over Emiliano Martinez og i kassen til 2-0. 

Fem minutter senere - i det 68. minut, var det kantkollega Andros Townsends tur til at brillere. Han fremtvang et straffespark, som Luka Milivojevic skulle tage sig af og januarindkøbet fra græske Olympiakos eksekverede stensikkert - og så stod det 3-0. 

Resten af kampen forløb med sang i begge tilskuerender - i Arsenal-enden lød det: "Arsene Wenger, we want you to go", mens Crystal Palace-fansene som modsvar brølede: "Arsene Wenger, we want you to stay". 

Resultatet betyder, at Arsenal ikke tilbageerobrer sin femteplads fra Manchester United og nu har syv point op til Manchester City på fjerdepladsen. 

Crystal Palace er efterhånden hele syv point efter Swansea under stregen og ligner mere og mere en sikker bestanddel i næste sæsons udgave af Premier League.