Vidal flirter med United
Illustration
Premier League

Vidal flirter med United

Arturo Vidal rækker en hånd frem mod Louis van Gaal og skjuler ikke sin interesse for at spille i Manchester United i de chilenske medier.

Louis van Gaal er ivrig efter at skrive kontrakt med den chilenske landsholdsspiller Arturo Vidal, der tilsyneladende er åben for et skifte væk fra sin nværende klub Juventus. 

Arturo Vidal, der lige nu er på ferie i hjemlandet, efter Chile blev slået ud af Brasilien i 1/8-finalen, har flere gange været rygtet til Old Trafford, men Vidal har endnu ikke taget stilling til sin fremtid. 

- Jeg har hørt om rygterne, men jeg har ikke beskæftiget mig mere med det, siger Vidal til det chilenske medie La Tercera ifølge Goal.com. 

Direkte adspurgt om hans forhold til Manchester United åbner Vidal dog lidt mere op. 

- Jeg nyder min ferie i øjeblikket, så må vi se, hvad der sker, når jeg kommer tilbage til Italien. Jeg er meget rolig, men alle ville elske at spille for en af verdens største hold, siger Arturo Vidal med henvisning til Manchester United. 

Hvorvidt skiftet bliver en realitet kan dog meget vel komme til at afhænge af Juventus, der nødigt ser midtbanespilleren forlade klubben, da han har været en vigtig brik i klubbens tre mesterskaber siden 2011, hvor Vidal kom fra Leverkusen.