Wenger fik perfekt gave i 20-årsjubilæumskamp: Smadrede Chelsea
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Premier League

Wenger fik perfekt gave i 20-årsjubilæumskamp: Smadrede Chelsea

Wengers 20 år i Arsenal fik en perfekt markering, da han sammen med sit Arsenal slog Chelsea med 3-0 på hjemmebane.

For 20 år siden trådte Arsene Wenger ind ad døren hos Arsenal, og han er der stadig 20 år efter, og han fik en jubilæumskamp, som han nok sent vil glemme. Han og Arsenal slog nemlig lokalrivalerne fra Chelsea med 3-0.

Det skete efter en første halvleg, hvor Arsenal omdannede Antonio Contes blå spillere til træningskegler. Først var det Alexis Sanchez efter 11 minutter, der kom frit igennem Chelsea-forsvaret, hvorefter han vippede bolden over målmanden og scorede.

Bare tre minutter efter var den gal igen, da Theo Walcott satte sidste fod på et perfekt kombinationsspil, hvor Bellerin til sidst kunne spille bolden ind foran mål til Walcott, der nemt kunne sende bolden i netmaskerne.

Men Arsenal var slet ikke færdige. De spillede klart stærkere end Chelsea, og efter 40 minutter kom der endnu et stød i sækken på Contes mandskab. Efter en hurtig spilvending af Mesut Özil blev bolden efter en lang tur hos tyskeren spillet videre til Sanchez, der tog bolden med ind i feltet. I stedet for at skyde, så sendte han bolden svævende tilbage til Özil, der kunne lægge bolden ind ved fjerneste stolpe.

I anden halvleg kom der lidt mere balance i kampen, men Chelsea kunne slet ikke få åbnet ordentligt op for Arsenal, så der igen kunne komme spænding ind i kampen. Derimod kunne Arsenal i ro og mag hygge med bolden og prøve nogle legestuetricks af. Men flere mål blev det dog ikke til.

Arsenal gav derfor sin manager Wenger en lækker jubilæumsgave. De er nu på tredjepladsen i Premier League med fem point op til City på førstepladsen, som har vundet alle sine kampe.