Premier League

Wenger: Havde fat i Chelsea efter pausen

Arsene Wenger er ikke i tvivl om, at det var i de første 45 minutter, at opgøret mod Chelsea blev tabt.

Arsenal mistede søndag eftermiddag det meste af kontakten til
topholdene i den engelske Premier League, da The Gunners måtte se
sig slået med 1-2 på udebane af Chelsea i London-derbyet. Allerede
da der var spillet et kvarter, var Chelsea foran 2-0, og Arsene
Wenger erkender, at det var i de første 45 minutter, at Arsenal
tabte kampen.

- I 1. halvleg spillede vi ikke i det tempo, som vi normalt gør, og
vi kunne ikke være sikre på, om vi skulle til at angribe eller
forsvare os. Vi gav Chelsea alt for meget plads at spille på, siger
Arsenal-manageren til BBC og tilføjer, at det hele blev bedre efter
pausen.

- Vi foretog nogle ændringer i halvleg og kom ud med en meget bedre
attitude og tog mere initiativ i 2. halvleg. Vi havde Chelsea på
hælene, men var ikke i stand til at få 2-2. Vi fik ikke nok ud af
vores mange frispark og hjørnespark.

Nederlaget til Arsenal betyder, at holdet er på sjettepladsen i
Premier League med 34 point for 22 kampe.