- Atletico Madrid kan ikke kun leve på dødbolde
Foto: Polfoto
La Liga

- Atletico Madrid kan ikke kun leve på dødbolde

Atletico Madrids Mario Suarez håber på, at holdet snart kan få banket flere mål i nettet i åbent spil.

14 mål i sæsonen er det indtil videre blevet til for Atletico Madrid, som indtager femtepladsen i La Liga, efter de i weekenden hentede en 2-0-sejr over Espanyol. 

Ud af de 14 mål er 10 af dem blevet sat ind via dødbolde, mens et enkelt er sat ind på straffe. Og selvom det er en god ting at kunne udnytte sine muligheder på dødbolde, så håber Atletico Madrids Mario Suarez, at holdet snart bliver bedre til at score mål i åbent spil.  

- Vi er gode til dødbolde, og vi bruger meget tid på træne dem. Det bærer frugt, men vi er nødt til at score mere i åbent spil, da vores modstandere snart begynder at lure os, siger Mario Suarez til Goal.com. 

Også de to scoringer, som Atletico Madrid satte ind i weekenden mod Espanyol blev sat ind efter dødbolde, og Mario Suarez håber på, at holdet kan tage sit momentum med til onsdagens Champions League-opgør, hvor de møder Malmö. 

- Vi havde det svært mod Espanyol, men vi viste karakter. Vi vandt kampen i weekenden, og nu kigger vi frem mod kampen mod Malmö. Vi er nødt til at fortsætte, siger han.