Cruyff langer ud efter Barcelona: I har mistet jeres værdier
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Cruyff langer ud efter Barcelona: I har mistet jeres værdier

Johan Cruyff har aldrig været kendt for at holde mund, og nu går han hårdt efter den nuværende Barcelona-top.

Den tidligere Barcelona-træner- og spiller Johan Cruyff er langt fra tilfreds med, hvad han ser, når han kigger på FC Barcelona for tiden. Han har derfor valgt, at støtte modkandidaten Joan Laporta, der stiller op mod den siddende præsident Bartemeu.

Johan Cruyff forklarer i den spanske sportsavis Marca, hvorfor han nu offentligt støtter Laporta.

- Jeg er primært med ham, fordi Barcelona har mistet sine værdier. Værdierne er det vigtigste, og så kommer penge bagefter, siger Cruyff.

Johan Cruyff mener også, at de retssager, som Barcelona er blevet indblandet i på det sidste har haft sin betydning på, hvordan omverdenen også ser på klubben.

- Klubben må efterhånden have vundet prisen som den klub i verden, som er blevet ædt mest op ovenpå juridiske sager, og sådan må det ikke være. Det må vi tage meget seriøst, slår Cruyff fast.

Det er særligt sager om Neymars skifte, som har fyldt meget, hvilket ex-træneren ikke lægger skjul på. Cruyff forklarer, at der er alt for mange overskrifter om brasilianeren, der ikke handler om noget sportsligt. Derudover peger han også på, at man har glemt de værdier, som man havde på sit gamle træningsanlæg La Masia.