Kartel og menneskesmugling: Slip Messi og Ronaldo fri
Foto: Manu Fernandez / Polfoto
La Liga

Kartel og menneskesmugling: Slip Messi og Ronaldo fri

Den internationale spillerforening FIFPro og store dele af fodboldverdenen er på kollisionskurs, efter FIFPro har bedt EU om at forbyde fodboldens transfersystem.

Kunne du tænke dig at få Christian Eriksen til dit favorithold på fri transfer?
 
Eller hvad med Paul Pogba, Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi på græs hos din favoritklub, uden at klubben skal betale andet end lønnen?
 
Det lyder som fri fantasi, men det kan ende som virkelighed for spillere og klubber, hvis den internationale spillerforening FIFPro lykkes med at få fodboldens transfersystem forbudt.
 
FIFPro har startet en sag hos EU-kommissær for konkurrence, danske Margrethe Vestager, hvor FIFPro vil have kendt transfersystemet i strid med EU-lovgivning.
 
FIFPro vil blandt andet have afskaffet transferbetalinger mellem klubber. I stedet skal fodboldspillere have lov til at skifte klub og komme ud af deres kontrakt, så snart en indledende, beskyttet periode i begyndelsen af en spillers første kontrakt er udløbet.
 
En mulig model kunne være, at en spiller med tre år tilbage af sin kontrakt får ret til at skifte til lige den klub, han eller hun har lyst til, mod at spilleren betaler en sum svarende til den løn, der var tilbage på de sidste tre år af kontrakten.
 
FIFPros bestyrelsesmedlem – og direktør i Spillerforeningen i Danmark – Mads Øland er tovholder i FIFPros sag mod transfersystemet.
 
Efter Ølands vurdering har fodboldens transfersystem så mange negative konsekvenser for professionel fodbold, at UEFA's og FIFA's hidtidige ret til at have et transfersystem med undtagelser fra EU's sædvanlige regler og fri konkurrence og arbejdskraftens fri bevægelighed bør underkendes af konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
 
- Vi klager over det monopol, et kartel af ligaer, topklubber, investorer og agenter har dannet på transfermarkedet, og som de bruger til at skumme fløden og udelukke andre fra at konkurrere. Det er ulovligt, siger Mads Øland til Tipsbladet.
 
- Det er hele transfersystemet, vi skal have gjort op med. Agenter, investorer, hele den milliardindustri, der er skabt omkring at handle spillere, som ikke har noget med eller bidrager til det sportslige. Det handler også om import af mindreårige fra for eksempel Afrika, der minder om menneskesmugling. Hele transfersystemet er simpelthen kommet så langt væk fra formålet, siger Mads Øland.
 
Urealistisk
I de danske klubbers brancheorganisation Divisionsforeningen er direktør Claus Thomsen stærkt skeptisk overfor FIFPros sag.
 
Hos klubberne ser man flere afgørende problemer i at afskaffe fodboldens transfersystem. Blandt andet er man dybt skeptisk over afskaffelsen af transferbetalinger, hvilket ifølge Divisionsforeningen vil gå ud over mellemstore og små klubber, ligesom klubberne er bekymrede over, at spillerne for et relativt beskedent beløb – eller en kort opsigelsesfrist – kan bryde en kontrakt flere år før tid.
 
Det imponerer heller ikke klubberne, at det muligvis kan blive tilladt at skrive kontrakt med en anden klub flere år før udløbet på spillerens aktuelle kontrakt.
 
- Forestil dig, at en spiller skriver under på en treårig kontrakt med FC København, og så dagen efter skriver en ny treårig aftale med Brøndby IF, denne gang med effekt fra dagen efter, hans FCK-kontrakt udløber. Det vil ramme turneringernes troværdighed i alvorlig grad, siger Claus Thomsen.
 
Læs hele historien om spillernes kamp mod transfermarkedet i fredagens udgave af Tipsbladet, hvor vi bringer et bud på, hvordan spillere kan skifte klub, hvis transfersystemet bliver afskaffet.
 
 
Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil kan du købe den digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/.
 
Du kan også læse Tipsbladet direkte på din pc, tablet og mobil.
 
Eller at få det leveret i postkassen hver fredag fra kun 67 kroner per måned.
 
Læs mere og bestil på ekstrabladet.dk/abonnement
 
I fredagens Tipsbladet kan du også læse:
Fortællingen om superteknikeren Kim Aabechs sene gennembrud
Anthony Martial: Hypen værd
Portugal-Danmark: Den ottende kamp siden 2006
Fodboldklubber og deres helte
Alt om Champions League-runden
Spiltips
Resultater