La Liga

Liverpool vil hente Suarez-konkurrent

Roberto Soldado kan blive ny mand i Liverpool, når transfervinduet åbner til januar. Kenny Dalglish vil have en ny angriber.

Liverpool har ikke de store alternativer til Andy Carroll og Luis Suarez i angrebet. Derfor synes det meget sandsynligt, at engelske medier har ret, når de skriver, at Liverpool kigger på nye angribere til januar.

Ifølge Metro har Kenny Dalglish faktisk allerede udset sig sin drømmeangriber, og han løber rundt Spanien, næmere betegnet Valencia. Den tidligere Real Madrid- og Getafe-angriber Roberto Soldado skulle angiveligt være på blokken i Liverpool, som har fulgt angriberen flere gange i denne sæson - senest i Champions League-kampen mod Genk, hvor han i øvrigt anbefalede sig selv på fin vis med et hattrick.

Skulle Liverpool have succes med et eventuelt bud, skal beløbet ifølge avisen op på godt 170 millioner kroner, hvis Valencia skal acceptere det. En handel i denne størrelsesorden vil formentlig forhindre Liverpool i yderligere indkøb til vinter.

Roberto Soldado er noteret for otte La Liga-mål i denne sæson og 18 i sidste sæson.