Real-legende: Bale er som en Formel 1-bil
Foto: Clive Mason/GettyImages
La Liga

Real-legende: Bale er som en Formel 1-bil

Den tidligere Real Madrid-spiller Fernando Hierro taler om de spanske mestre i længere interview.

Spanske Fernando Hierro spillede i alt 601 kampe som midtstopper for Real Madrid fra 1989 og 14 år frem.

I et længere interview med Goal.com giver Real Madrid-legenden nu sin mening til kende om flere fremtrædende profiler i sin gamle klub.

Heriblandt walisiske Gareth Bale, som han mener, fortsat har en fremtid i den spanske kongeklub:

- Han er som en Formel 1-bil, han skal altid være i perfekt stand. Vi taler om en utrolig spiller med et fantastisk potentiale. Det er sandt, at han har været i Madrid i flere år nu, og har haft mange skader, men med hans fysiske og tekniske kvaliteter skal præstationerne nok komme en dag, siger Fernando Hierro.

Netop Gareth Bale døjer for tiden med en skade, og det har givet plads i startopstillingen til spanske Isco, der de seneste år har haft svært ved for alvor at spille sig ind i Zinedine Zidanes startellever. 

Hvis det står til Hierro, bør Isco dog spille hver gang:

- Jeg har kendt ham, siden han var 15 år. Jeg så ham spille i en mindre turnering, da jeg hørte, at Valencia havde en knægt med et utroligt talent. Efter at have set ham i 10 minutter forlod jeg banen. Jeg følte, at jeg havde set alt.

- Isco bliver nødt til at spille fast, få selvtillid og føle sig vigtig. Hvis han kan tilføje selvtillid til sit talent, så har han alt, der skal til, fortæller Hierro.

I interviewet roser Fernando Hierro blandt andet også Cristiano Ronaldo, sammensætningen af den nuværende trup og manager Zinedine Zidane.