Spansk avis: Falcao erkender skattesvindel
Foto: Getty Images
La Liga

Spansk avis: Falcao erkender skattesvindel

Som så mange andre spillere i den spanske liga har Falcao ikke været så god til at betale skat af alle sine indtægter, og det skulle han nu erkende, ifølge El Mundo.

Der har i den seneste tid været en lang række eksempler på spillere i den spanske liga, som er blevet dømt for skattesvindel, og Cristiano Ronaldo står for tiden midt i en skattesag. Nu er det så Monacos Radamel Falcao, som er indblandet i en omgang skattefusk.

Det skulle have foregået i perioden mellem 2011 og 2013, da han spillede for Atletico Madrid, og han skulle allerede være klar til at erklære sig skyldig. Det skriver den spanske avis El Mundo, der dog ikke har kunne få bekræftet historien hos den spanske anklagemydighed.

Det handler som så mange gange før om billedrettigheder på spilleren, og her lader det til, at Falcao skylder op mod 50 millioner kroner til det spanske skattevæsen. Det pudsige her er dog, at Falcao betalte 61 millioner kroner i et engangsbeløb tilbage i juli, hvilket vil betyde, at han nu får 11 millioner kroner tilbage.

Dermed kommer colombianeren rent økonomisk fint ud af dette, men det er endnu ikke afgjort, hvorvidt spilleren kommer til at få en eller anden form for straf, som givetvis kan blive en stor bøde og en betinget dom, som en række af de tidligere dømte fodboldspillere har fået.

Tilbage i tiden som Atletico-forward var Falcao uhyre farlig på banen, og det lykkedes ham at score utrolige 70 mål i blot 91 kampe.