Zidane om uafgjort: Ikke af den slags, der føles som sejr
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Zidane om uafgjort: Ikke af den slags, der føles som sejr

Real Madrids træner var tilfreds, men ikke oven ud lykkelig over den sene udligning, der sikrede holdet det ene point i El Clasico.

Real Madrid formåede at vinde et point i de sidste minutter af El Clasico-opgøret mod FC Barcelona, men efter kampen påpegede holdets franske træner, at man trods alt stadig havde tabt to point.

- Det er ikke en af den slags uafgjorte, der føles som en sejr. Det er kun et point og ikke tre, men det er rigtigt, at vi er tilfredse, for det er et godt point, siger Zidane til Marca.

- Jeg tror ikke, at det her er et slag for Barcelonas moral. Vi har seks point, men intet er ændret, da sæsonen er lang.

De seks point, Zidane hentyder til, er Real Madrids forspring ned til lørdagens El Clasico-rivaler i den spanske La Liga.