Video : Tipsbladet
Rygter

Frederik Rønnow skal sælges nu eller til sommer

Hvis Brøndby skal tjene store penge på keeperen, så skal han afsted nu, mener Rønnows mellemmand John Sivebæk.

Brøndbys køb af Adam Larsen Kwarasey skal ikke bare skabe konkurrence på målmandsposten i klubben. Det skal være katalysator for Frederik Rønnows skifte væk fra klubben. Der er nemlig blevet lagt en plan for landsholdsmålmanden, og den indebærer, at han finder en ny klub snarest. Det fortæller danskerens mellemmand John Sivebæk.

- Hvis ikke han skal afsted før, skal han afsted til sommer. Købet af Kwarasey passer meget godt med, at Brøndby gør klar til, at der kommer bud på Rønnow, siger John Sivebæk til BT.

Der er endnu ikke kommet nogle bud på Brøndby-keeperen, men det skyldes, at transfervinduet først lige er åbnet, fortæller John Sivebæk.

Frederik Rønnow kom til Brøndby fra AC Horsens i 2015 og har været en nøglespiller lige siden. Han har kontraktudløb i 2019, så prisen kan formentlig godt snige sig op omkring de 18 millioner kroner, Brøndby fik for salget af Lukas Hradecky til Eintracht Frankfurt.