Superliga

Agent: Gislason til Holland eller Frankrig

Stefan Gislason vil væk, og Brøndby vil gerne af med ham. Islændingens agent arbejder på at få Gislason til hollandsk eller fransk klub.

Stefan Gislasons agent Arnor Gudjohnsen arbejder på at få midtbanespilleren væk fra Brøndby nu på trods af kontraktens varighed frem til sommeren 2012. Agenten var selv på lægterne, da Gislason spillede fra start mod OB den 22. november.

- Jeg har haft et møde med Anders Bjerregaard, og vi prøvede at finde en løsning på Stefans situation. Og jeg tror på, at hvis en klub vil have ham, og kan betale hans løn, så slipper Brøndby ham også, siger Gudjohnsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Brøndby er efter Ajax-svensker

Netop til kampen mod OB var en fransk og to hollandske klubber på lægterne for bl.a. at se Stefan Gislason an, og Arnor Gudjohnsen indrømmer, at han lige nu arbejder på at finde en arbejdsgiver til Gislason i netop et af de to lande.

- Det er det, vi sigter efter lige nu. Han har prøvet Norge, og har nu også været et par år i Danmark. Nu vil han gerne prøve noget nyt. Vi vil bare gerne finde en god klub til ham, og alt er sådan set stadig åbent. Der er mulighed for, han kommer videre nu her til vinter, men det kan også være det først bliver senere, understreger han.

Arnor Gudjohnsen var iøvrigt ikke begejstret for det han så, da Brøndby tabte 3-1 til OB. Han mener, Vestegns-klubben har større problemer end at finde en erstatning for Gislason på den defensive midtbane.

- Stefan er god nok til det her hold. Men der er ingen organisation, og det ser ud som om, spillerne ikke ved, hvordan de skal spille. Jeg mener, at Brøndby har flere og større problemer end Stefan, men hvad det er, det holder jeg for mig selv, siger Gudjohnsen.