Superliga

Millioner på spil for AGF mod Brøndby

Allerede efter den kommende SAS Liga-runde inkasserer SAS Liga-klubberne TV-penge, og størrelsen af beløbene varierer efter placering. AGF's sportschef erkender, at resultatet mod Brøndby kan blive vigtigt for økonomien.

AGF lå nummer ét efter syv spillerunder, men er siden gledet tilbage i tabellen og må affinde sig med en øjeblikkelig syvendeplads.

I den kommende runde venter en hjemmekamp mod Brøndby - et opgør, der altid har en helt speciel betydning for AGF, men søndagens kamp kan ud over point og håneret få en stor økonomisk betydning for hjemmeholdet.

Vinder AGF samtidig med at AaB og Silkeborg ikke vinder deres udekampe, kravler AGF op på en femteplads i ligaen. Ender søndagens kamp derimod med Brøndby-bank til AGF, samtidig med, at FC Midtjylland vinder i Parken og FC Nordsjælland deler stryg ud til Silkeborg, kan AGF dumpe helt ned som nummer ni i ligaen.

- Selvfølgelig er der en forskel på, hvor mange penge de forskellige placeringer kaster af sig, men det er ikke noget, som hverken spiller eller trænere skal spekulere over frem mod Brøndby-kampen, siger AGF's sportschef Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

- De skal yde det maksimale i kampen under alle omstændigheder. Nu har jeg selv mest med det sportslige at gøre, og vinder vi mod Brøndby, vil jeg først og fremmest glæde mig over sejren. Hvad der så siden falder af fra TV-pengene, kan betragtes som en slags bonus. I første omgang tænker jeg ikke over, om der en halv, en hel eller to millioner kroner mere i kassen, siger han.

Hvor stor forskel, der er på TV-penge fra en 9. plads til en 5. plads vil Brian Steen ikke ud med, men at der er tale om flere millioner kroner, ligger i kortene.

- Det er klart, at beløbene kan gå hen og få betydning senere på sæsonen, det er jeg godt klar over, og det er ingen hemmelighed, at vi budgetterer med at slutte i top 6 i tabellen til sommer, siger Brian Steen Nielsen og understreger:

- Vi har ingen målsætninger i retning af, hvor vi skal ligge, når tv-pengene bliver udbetalt, så det må se, når runden er færdigspillet.

AGF møder Brøndby søndag klokken 18 på NRGi Park - følg kampen LIVE på tipsbladet.dk