Superliga

Per Rud raser mod programudvalget

Sportsdirektør Per Rud mener, at HB Køge er udsat for grov forskelsbehandling fra programudvalget, når de har fået hjemmekamp i første SAS Ligarunde, der risikerer at blive aflyst pga. vejret og manglende varme i banen.

HB Køges sportsdirektør Per Rud er ikke just fan af programudvalget, der planlægger SAS Liga-programmet. HB Køge er et af tre SAS Liga-mandskaber, der ikke har varme i banen på deres stadion. Alligevel er HB Køge det eneste af de tre mandskaber, der har fået hjemmekamp i første SAS Ligarunde, og dermed kortere tid til at få banen klar til kamp.

- Det er dybt uretfærdigt, og vi føler os forskelsbehandlet. Vi er det eneste hold, der ikke har varme i banen, der skal spille hjemme i første SAS Ligarunde. Som oprykker er det i forvejen en umulig mission at komme op og klare sig i SAS Ligaen, så det her er jeg meget utilfreds med. Der er jo en grund til, at man kan komme med ønsker til programmet, men vores er så ikke blevet opfyldt. Derfor føler vi os forbigået, siger Per Rud til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Premieren er truet

Sportsdirektøren kan ikke forstå kravet om, at der skal være varmen i banen, når FC Nordsjælland nu i mange år har fået lov at spille i SAS Ligaen uden at opfylde det krav.

- Havde det været et krav, at man skulle have varme i banen, så havde vi nok også haft det, men det er det jo ikke. Der er en klub, der nu har spillet mange år i SAS Ligaen uden at leve op til de krav. De har fået deres ønske opfyldt om ikke at have hjemmekamp i første runde. Men det er ikke dem, vi er sure på. Det er programudvalget, understreger Per Rud.

Om premieren på SEAS NVE Park i Herfølge vil blive spillet den 7. marts hjemme mod Silkeborg er endnu ikke til at sige.

- Som banen ser ud nu, så har vi en udfordring med at få den klar til den 7. marts, og vi er i dialog med folk omkring det. Det er sådan, at man skal have nogle reservestadions, og det har vi da også, men hvordan og hvorledes vi arbejder med de ting, det vil jeg ikke diskutere nærmere gennem pressen, slutter Per Rud.

LÆS OGSÅ: Håber vi har tændt for varmen