Superliga

SIF-målmand var nabo til myrdet Herning-pige

SIF-målmand Lasse Heinze er berørt af drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen. Heinze boede indtil for få dage siden dør om dør med familien i samme opgang.

Silkeborg-målmand Lasse Heinze vågnede, ligesom resten af Danmark, nytårsdag op til den forfærdelige nyhed om mordet på den 20-årige Herning-pige Maria Møller Christensen.

Begivenheden kom ekstra tæt på Heinze, da han var nabo til faderen Frede, hvor Maria Møller Christensen boede.

- Hendes far Frede bor jeg dør om dør med i samme opgang. Det er min nabo, så det var ikke lige så sjovt at vågne op til. Det er helt vildt. Jeg har også været sådan helt... altså jeg kender ikke hverken Frede eller Maria som sådan... selvfølgelig møder man dem på trappeopgangen og sådan, men det var rigtig, rigtig ubehageligt, siger Lasse Heinze blandt andet i et længere interview med Tipsbladet, hvor hovedemnet er hans afgang fra FC Midtjylland til Silkeborg sidste sommer.

- Jeg har snakket med Frede. De er rigtig rystede i familien, og Frede sagde, at det nok ikke er gået op for dem, hvad der egentlig er sket endnu. De har det ikke godt, siger Heinze videre.

Han har, ligesom resten af opgangen i lejligheden, oplevet et enormt presseopbud, som nærmest tangerer belejring. Efterfølgende er Lasse Heinze netop flyttet fra Herning til Silkeborg, hvor hans nuværende arbejdsgiver, Silkeborg IF, hører hjemme.

Hvordan har det påvirket din dagligdag?

- Nu har jeg samtidig med, at det er sket, været ved at flytte til Silkeborg. Den eneste måde, det påvirker, er når man ligger i sengen. Jeg har sovet deroppe nogle gange siden, og når jeg ligger der og skal til at sove, kommer jeg til at tænke på det. At de altså sidder lige inde ved siden af og har det rigtig, rigtig dårligt. Det er næsten det, jeg synes er værst. Man bor dør om dør med nogen, man ved har det rigtig, rigtig skidt.

På det sportslige plan sluttede 2009 meget mere glædeligt for Lasse Heinze, som skrev under på en permanent kontrakt med Silkeborg IF, hvortil han i efterårssæsonen var udlejet med stor succes.

Lasse Heinze har netop spillet sin hidtil bedste halvsæson i karrieren og angiver selv sin mentale styrke som forklaringen.

Også det kan du læse meget mere om i det store interview i Tipsbladet Update, som er på gaden i dag, tirsdag. Du har desuden mulighed for at læse hele avisen som e-avis her.