Serie A

Del Piero: Juventus er favoritter

Den 37-årige legende Alessandro Del Piero mener, at Juventus er i en god position til at vinde ligaen, men de skal undgå fejl i slutfasen.

Juventus fører Serie A med tre point ned til AC Milan med fire kampe igen, og det er en meget favorabel position mener klub-legenden Del Piero.

- Vi har helt klart en privilegeret position, men hvis du kigger på sæsonens forløb i ligaen, så indser du at faren altid lurer allerede i næste kamp. Så sæsonens vigtigste kamp er vores kamp på søndag mod Novara, fortæller Del Piero til Premio Gentleman.

Fodboldspillere får tit at vide, at de er kedelige, når de udtaler sig i pressen. Del Piero har dog en simpel forklaring.

- Det er ikke overtro, at vi ikke vil snakke om det, men vi kan ikke snakke om at have vundet, før vi matematisk ikke kan hentes længere, siger Del Piero, der forlader Torino-klubben til sommer.

Del Piero kan slutte Juventus-karrieren af med et mesterskab, og første skridt mod Scudettoen er på søndag mod Novara, der har Daniel Jensen i truppen.