Serie A

Forlan tæt på Inter-exit

Inter er ved at rense godt og grundigt ud i truppen, og nu kan Diego Forlan meget vel blive den næste, der forlader Milano.

Det italienske storhold Inter gennemgik en mareridtsagtig sidste sæson, hvor flere af holdets store stjerner slet ikke leverede. Derfor skal der ske noget nyt i den blå/sorte del af Milano, og flere af holdets helt store profiler kan have spillet deres sidste kamp for Nerazzurri.

Således har den 34-årige brasilianske midterforsvarer Lucio fået ophævet sin kontrakt med Milano-klubben, og også landsmanden Maicon kan være fortid for Inter, hvis der er hold i rygerne om et skifte til Champions League-vinderne Chelsea eller stenrige Paris Saint-Germain.

Men nu ser endnu er højprofileret spiller ud til at forlade sidste sæsons nummer 6 i Serie A. Diego Forlan sluttede sig inden sidste sæson til Inter som afløser for Samuel Eto'o, men den uruguayanske angriber har langt fra udfyldt tomrummet efter Eto'o.

Sølle to mål blev det til i sidste sæsons Serie A, og derfor kan et exit være lige på trapperne. Ifølge El Pais bliver brasilianske Internacional Forlans næste destination, og en aftale kan blive offentliggjort inden for de næste 48 timer.

Forlan skiftede sidste sæson til Inter fra Atletico Madrid, hvor den uruguayanske landsholdsspiller havde kæmpe succes blandt andet ved at vinde Europa League med hovedstadsklubben.