Juventus afviste Pogba-bud: Bliver verdens dyreste
Foto: Riccardo De Luca/Polfoto
Serie A

Juventus afviste Pogba-bud: Bliver verdens dyreste

Hen over sommeren fik Juventus masser af bud på Paul Pogba, men alle blev afvist. Klubben forventer, at midtbaneprofilen en dag bliver mere værd end Gareth Bale.

Denne sommer bød på det ene transferrygte omkring Paul Pogba efter det andet. Franskmanden er dog fortsat Juventus-spiller, men det skyldes ikke, at man ikke fik bud på den 22-årige profil.

For det gjorde man. Juventus-direktør Giuseppe Marotta fortæller således, at man måtte afvise flere tilnærmelser, og at man forventer, at Pogbas værdi vil stige endnu mere.

- Eftersom vi gerne vil vinde, har vi besluttet at beholde en spiller så vigtig som Pogba, selv om vi havde tilbud fra nogle meget vigtige klubber. I fremtiden kunne han blive mere end 100 millioner euro værd, lyder det fra Marotta ifølge Sky Sports.

100 millioner euro, eller små 750 millioner kroner, er det beløb, som Real Madrid betalte for Gareth Bale, da de gjorde ham til verden dyreste spiller for to år siden. Hvis Marottas forudsigelser går i opfyldelse, og Pogba sælges for mere end det, overtager han titlen som den mest kostbare fodboldspiller i historien. Med mindre en anden overhaler ham inden.