Lucas Digne officiel i AS Roma
Serie A

Lucas Digne officiel i AS Roma

AS Roma bekræfter, at man har hentet Lucas Digne til klubben på en lejeaftale.

I AS Roma er man fortsat i fuld gang i transfervinduet. Tirsdag aften var rygterne mange omkring klubben, da Lucas Digne var meldt tæt på en aftale. PSG-spilleren blev mødt af flere fans og journalister i den italienske hovedstad, og tog umiddelbart efter videre til lægetjek hos vicemestrene i Serie A. 

En aftale blev da også bekræftet onsdag aften. Lucas Digne skifter til Roma på en lejeaftale gældende for denne sæson, mens klubben angiveligt har sikret en frikøbsklausul. Her og nu betaler Roma 2,5 millioner euro for en aftale, mens det ventes, at man kan købe spilleren fri for i omegnen af 15 millioner euro. 

Hovedpersonen selv glæder sig over aftalen: 

- Jeg valgte at skifte til AS Roma, fordi det er en historisk klub. Klubben skal også spille i Champions League, og fansene har allerede taget rigtig godt imod mig. Dette er en helt afgørende faktor for mig. Jeg kender godt til byen i forvejen, og jeg mener, at klubben har alle muligheder for at blive en succes, siger Lucas Digne til klubbens hjemmeside.

I PSG har man allerede erstatningen for Lucas Digne klar. Dette bliver Layvin Kurzawa, der skifter fra AS Monaco.