Video : Tipsbladet
Serie A

Muntari udvandrede efter gult kort for at påpege racistiske tilråb

Sulley Muntari forlod banen i protest, efter han blev vist et gult kort, da han påpegede racistiske tilråb til dommeren.

Sulley Muntari spillede søndag for Pescara mod Cagliari, men den 32-årige ghanesiske midtbanespiller spillede ikke kampen færdig. Han forlod banen i protest, da han i det 90. minut blev tildelt et gult kort for at påpege racistiske tilråb efter ham. 

Holdet spillede derfor de sidste minutter af kampen med 10 mand. Sulley Muntari har efterfølgende fortalt, hvordan han oplevede episoden.

- Du så, hvad der skete. Fansene råbte af mig i løbet af første halvleg. Der var en lille dreng, som gjorde det med forældrende lige ved siden af. Så jeg gik over til ham og foralte, at han ikke skulle gøre det. Jeg gav ham min trøje for at lære ham, at man ikke bør gøre sådan noget. Jeg blev nødt til at statuere et eksempel, så han vokser op og bliver rar, siger Muntari ifølge Eurosport.com.

- Men så i anden halvleg skete det igen på den tribune, så jeg snakkede med dommeren. Og så pissede han mig virkelig af. Han fortalte mig, at jeg ikke må snakke til fansene, og jeg spurgte ham: "Men hørte du det ikke?"

- Jeg fortalte ham med det samme, at han skulle have modet til at stoppe kampen. Dommeren er der ikke kun for at stå på banen og puste i fløjten - han skal kontrollere det hele. Han burde også lytte efter sådanne tilråb og sætte et eksempel, slutter Muntari. 

Muntaris træner, Zdenek Zeman, er ligeledes uforstående overfor dommerens ageren, og han efterlyser handling i stedet for ord. 

- Muntari forlod banen på grund af racistiske tilråb, men det er ikke op til os at stå for retfærdighed. Vi kan tale meget om det, men det er op til dem, som har magten. Vi taler altid meget om racisme. Det her skete i dag, selvom Muntari allerede har spillet i Italien i mange år. Vi håber, at mentaliteten ændrer sig, siger Zeman. 

Pescara tabte kampen 1-0.