Napoli nu fire point foran i Serie A: Minder om Maradona-dagene
Foto: Salvatore Laporta/Polfoto
Serie A

Napoli nu fire point foran i Serie A: Minder om Maradona-dagene

Det ligner lidt de sjove Maradona-dage i Napoli for tiden, hvor det blev til to mesterskaber i 87 og 90. Lørdag blev det til endnu en sejr, og nu rykker syditalienerne fra i toppen.

Napoli har i denne sæson vist sig som et af de absolut allerbedst spillende hold i Italien. Det fik FC Midtjylland også at føle i Europa League, hvor de fik ørene i maskinen to gange. Holdet er derfor ikke underligt på førstepladsen i Serie A, og lørdag blev det til en sejr på 3-1 over Sassoulo.

Maradonas gamle klub kom ellers skidt fra start i kampen, da Sansone gik i græsset efter bare to minutter i Napolis straffesparksfelt efter nærkontakt med Albiol. Det blev omsat stensikkert af Falcinelli.

Føringen holdt dog kun indtil der var spillet 19 minutter af kampen. Her kunne Insigne med et indlæg på baglinjen i venstresiden til Callejon, der headede 1-1-målet ind. Kort før pausen scorede Napoli et mål, der næsten var en tro kopi af det første. Denne gang var det dog et fladt indlæg og med Hamsik og Higuain i rollerne som oplægger og målscorer.

 

I overtiden blev det 3-1 til Napoli, da Higuain efter et par korte driblinger i feltet smækkede bolden i mål via stolpen. Det var desuden Higuains 20. scoring i Serie A i denne sæson. Nummer to på topscorerlisten er desuden Eder med 11 scoringer. Dermed er argentineren godt på vej til at blive Capocannoniere, som topscorertitlen hedder i Italien.

Napoli er nu fire point foran Inter, der spillede uafgjort tidligere lørdag med 1-1 mod Atalanta. Fem point efter er Juventus, der dog har en kamp i hånden. Det kan dog ikke afvises, at Napoli for første gang siden Maradona spillede i klubben tilbage i 1990, bliver mestre i en sæson, hvor holdet spillemæssigt gør det godt runde efter runde. Og igen er det en argentiner, der er holdets helt store spiller.

I næste runde møder Napoli på udebane Sampdoria.