Napoli-spanier fortryder ikke Real-exit
Illustration
Serie A

Napoli-spanier fortryder ikke Real-exit

Jose Callejon byttede i sommer Real Madrid ud med Napoli. Et skifte, han ikke fortryder.

Fra Santiago Bernabeu til San Paolo. Fra La Liga til Serie A. Fra en klub med royalt skær over sig til en klub med fattige arbejderfolk på tribunerne. Jose Callejon skiftede i sommer Real Madrid ud med Napoli. Et svært skifte for en spanier, men også et skifte, som offensivspilleren har fået blåstemplet i sin bevidsthed med udskiftningen af en status som indhopper til nu at være en central figur på et europæisk storhold. 

- Jeg forlod Real Madrid for at få mere stabilitet i mit spil, for at spille mere, og for at få det meste ud af min karriere, siger Callejon til Corriere dello Sport og fortsætter: 

- Det var ikke nemt, for Real Madrid er ikke en klub, man bare sådan lige forlader. Men min kærlighed til fodbolden vandt, og jeg skiftede til Napoli. 

- Benitez (Napoli-træner, red.) beskrev sit projekt for mig, og selvom jeg havde andre tilbud, var jeg overbevist om, at det var det rigtige for mig at skifte hertil. Og det har siden vist sig at være den rigtige beslutning. 

- I Madrid er fodbold vigtigt, og der er et enormt pres. Men her har fodbolden samme status som religion, slutter Callejon. 

I sin første sæson i Serie A har Callejon scoret 12 gange i 32 optrædener for Napoli.