Serie A-træner siger op efter kun fem kampe
Serie A

Serie A-træner siger op efter kun fem kampe

Den tjekkiske træner Zdenek Zeman er færdig i Cagliari efter kun fem kampe som træner for Serie A-klubben. Han har valgt at sige op.

Den tjekkiske træner Zdenek Zeman er kendt som en speciel fyr, og han er det, man bedst kan betegne som en "journeyman" i fodboldverdenen. Nu venter der måske et nyt eventyr for den 67-årige Zeman, for han har nemlig valgt at sige sit job efter kun fem kampe i spidsen for Cagliari.

De fem kampe er nemlig ikke gået som forventet. Cagliari har ingen sejre, så tjekken har taget sit tøj og er gået, bekræfter Cagliari i en pressemeddelelse.

- Cagliari kan bekræfte, at Zdenek Zeman har valgt at sige sit job som træner for Cagliari op. Cagliari vil gerne takke træner Zeman og dennes stab for deres arbejde med holdet. Vi ønsker dem det bedste i fremtiden, skriver klubben i meddelelsen.

Men her stopper historien ikke. For i efteråret var Zdenek Zeman også træner for Cagliari, inden han i slutningen af december blev fyret af klubben. Så fik Gianfranco Zola lov til at se, om han kunne bringe flere sejre i hus, men heller ikke han havde den store succes. Og så var det altså, at Zeman den 9. marts vendte tilbage til Cagliari.

Nu skal den italienske klub så finde en ny træner, og hvis det skal blive ekstra komisk, skal det lige passe, at Gianfranco Zola vender tilbage til jobbet i Cagliari.

Siden 1997 har Zdenek Zeman haft 14 trænerjob. I karrieren som cheftræner, der strækker sig tilbage til 1983, har han i alt været i 20 trænerjob.

Cagliari har ni point op til redning med syv kampe igen af den italienske Serie A.