Aflyst svensk matchfixingkamp har fået ny spilledato: Spilles til august
Foto: Nils Petter Nilsson/Getty Images
Skandinavien

Aflyst svensk matchfixingkamp har fået ny spilledato: Spilles til august

Den 10. august skal IFK Göteborg og AIK spille den kamp, der skulle have været afviklet i sidste uge, men som blev aflyst på grund af forsøg på matchfixing.

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da de svenske fodboldmyndigheder i sidste uge pludselig annoncerede, at storkampen mellem IFK Göteborg og AIK var blevet aflyst. Forklaringen var, at kriminelle havde forsøgt at matchfixe opgøret.

Dengang meldte fodboldforbundet ud, at kampen ville blive afviklet på et senere tidspunkt, når man sammen med klubberne og politiet havde fastlagt en egnet dato. Det har man så nu.

IFK Göteborg, som er hjemmehold i kampen, oplyser på sin hjemmeside, at kampen skal spilles 10. august. Det er en torsdag (ligesom det oprindelige kamptidspunkt), og der er kickoff klokken 19.

Klubben oplyser desuden, at billetter til sidste uges kamp også vil være gyldige den 10. august. Er man forhindret i at komme på den nye dato, kan man få billetprisen refunderet. 

På grund af det aflyste opgør har IFK og AIK spillet én kamp færre end de øvrige 14 hold i Allsvenskan. IFK ligger nummer ti, AIK nummer fire.