Video : Tipsbladet
Skandinavien

Bekræftet: Henrik Jensen henter eks-AGF'er

Alex Gersbach skal nu tørne ud for svenske Kalmar.

Den svenske klub Kalmar har allerede en smule dansk islæt over sig. Foruden cheftræneren Henrik Jensen, så har de også den danske kantspiller Jacob Trenskow samt den tidligere Vejle-svensker Melkor Hallberg.

Nu får de selskab af endnu en med erfaring fra dansk fodbold i form af den tidligere AGF'er Alex Gersbach. Det skriver Kalmar på klubbens hjemmeside.

Selv var han hurtigt med på, at den svenske klub kunne blive den næste.

- Jeg følte under vores samtaler, at Kalmar FF er en familieorienteret klub, der kunne tilbyde en helhed, der tiltalte mig, og jeg er virkelig glad for at være her, siger han og fortsætter:

- Jeg har talt med nogle af mine venner fra Sverige, før jeg traf beslutningen, og de havde kun gode ting at sige om byen, stadionet og klubben. Det føles godt at være tilbage i Skandinavien, og jeg er virkelig spændt på at komme i gang, lyder det fra Gersbach.

Den 26-årige australier har skrevet under på en 1,5 årig kontrakt.

Senest har han spillet for Colorado Rapids i MLS, mens han også har været forbi klubber som Grenoble, NAC Breda, Rosenborg, Lens og Sydney FC.

Kalmar lægger ud med at møde Hammarby i deres første kamp i den svenske sæson, som begynder 31. marts for dem.