Marcus Pedersen til Brann: Jeg glæder mig
Illustration
Skandinavien

Marcus Pedersen til Brann: Jeg glæder mig

Det blev hverken Esbjerg, OB eller en tredje dansk kub, der slog klørene i Marcus Pedersen. Han har skrevet kontrakt med Brann, og det glæder han sig over.

Marcus Pedersens tidligere klub OB og vestjyderne Esbjerg er blevet sat i forbindelse med angriberen, hvis agent Jack Karadas da også har bekræftet, at der har været været konkrete danske tilbud. Men i aftes blev sagen lukket med, at Pedersen tog til Tippeliga-klubben Brann.

Det skete efter en weekend, hvor Pedersen først var på Aker Stadion i Molde, og hvor han siden blev rygtet til Strømsgodset. Nu endte han i stedet hos nedrykningstruede Brann, og det glæder han sig over.

- Jeg er glad for, at overgangen gik i orden og glæder mig rigtig meget til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang med Brann-karrieren. Jeg kan lide at spille på Brann Stadion, og jeg ved, at følelsen bliver endnu bedre, når jeg spiller i den røde trøje og har hjemmefansene i ryggen, siger Marcus Pedersen til Branns hjemmeside.

Marcus Pedersens kontrakt gælder til udgangen af 2016. Han kommer til Brann fra hollandske Vitesse, der dog i sidste sæson havde ham på lån i engelske Barnsley.

Dermed må de interesserede klubber begynde at se sig om efter andre alternativer. OB har allerede hentet Thomas Mikkelsen i Fredericia, mens Esbjerg fortsat leder efter en angriber som supplement til Matrin Pusic og Mick van Buren.