Video : Tipsbladet
Skandinavien

Randers-træner glæder sig over sejr

115 dage skulle der gå for Randers før det lykkedes dem at vinde igen.

Marvin Pourie scorede kampens enlige mål, da Randers her til aften sikrede sig en 1-0 sejr over SønderjyskE i det ene af dagens to pokalopgør.

Ikke siden Viborg blev besejret 2-1 d. 20. november sidste år har Randers forladt banen som sejrsherre, men det blev der i dag lavet om på, og det glæder Randers-træner Olafur Kristjansson.

- Det er en kæmpe forløsning endelig at vinde igen. Men spillet var ikke det allerbedste. Banens elendige beskaffenhed gjorde det umuligt at spille ordentlig fodbold. For det første er vi nu i pokal-kvartfinalen, og for det andet har vi op til den altafgørende kamp mod Sønderjyske på søndag om at komme med i Superligaens medaljeslutspil fået den dejlige fornemmelse, det er at vinde en fodboldkamp, ind i kroppen igen, sagde Olafur Kristjansson til BT efter kampen.

Du kan se højdepunkterne fra opgøret i videoen i toppen af artiklen.

På søndag møder Randers igen SønderjyskE - denne gang i Haderslev, hvor de med en tomålssejr definitivt kan sikre sig en plads i top seks.