Tidligere Esbjerg-spiller vender hjem til Sverige
Foto: Scott Halleran/Getty Images
Skandinavien

Tidligere Esbjerg-spiller vender hjem til Sverige

Midtbanespiller Erik Friberg vandt Major League Soccer med Seattle Sounders, og nu vender han tilbage til Sverige og BK Häcken.

Den svenske midtbanespiller Erik Friberg fik ikke den store succes i dansk fodbold og Esbjerg, hvor han kun fik et halvt år i klubben i foråret 2015, inden han igen drog videre.

Det endte så med at blive en god beslutning, for Friberg, nu 30 år, tog til Seattle Sounders, og i december opnåede han så det største, man kan opnå som hold i USA; nemlig at vinde Major League Soccer.

Efter klubbens første MLS-titel har Friberg nu valgt at vende tilbage til Sverige og BK Häcken, hvor han også spillede fra 2007 til 2010.

Her har Erik Friberg fået en fireårig aftale, skriver BK Häcken på sin hjemmeside.

- Det er en rigtig god fodboldspiller med en god attitude og vindermentalitet. Derudover er han en Häcken-spiller med en far, der tilmed er en gammel Häcken-legende. Der var ingen betænkningstid. Vi vil have, at han skal spille her, og vi vil have, at han skal afslutte sin karriere her. Og jeg tror, han har mange år endnu. Han kan sagtens spille, til han er 35-36 år med den krop, han har, siger sportschef Sonny Karlsson.

Friberg selv er også tilfreds med at vende hjem.

- Jeg har altid haft en god relation til klubben og på nærmeste hold har jeg set, hvordan klubben er gået frem. Cup-titlen i foråret er et stort skridt på vejen, og jeg håber på at kunne bidrage til, at vi skal spille med i toppen af Allsvenskan og kvalificere os til et nyt europæisk gruppespil. Jeg er utrolig glad for at være tilbage og ser virkelig frem mod en spændende sæson, siger midtbanespilleren selv.

Udover Esbjerg og Sounders har Friberg også været på kontrakt i Bologna og Malmö FF.