Tobias M. trives i Trondheim
Illustration
Skandinavien

Tobias M. trives i Trondheim

Efter et turbulent år har Tobias Mikkelsen fået ro på karrieren med skiftet til Rosenborg.

Tipsbladet i Trondheim
For et år siden blev han dansk mester med FC Nordsjælland og fik indhop i alle tre EM-kampe for Danmark i Ukraine, før karrieren pludselig dykkede med et kikset skifte til Tyskland og Greuther Fürth. Men nu er kantspilleren Tobias Mikkelsen tilbage på sporet igen som fast mand i norske Rosenborg.

- Jeg har det rigtig godt. Det er dejligt sted med søde mennesker, en flot natur, dejlige drenge på holdet og en dygtig træner, så jeg er rigtig glad.

- Det seneste år her har jo været sådan lidt turbulent. Jeg kom til Tyskland efter EM og fik en svær start. Jeg røg ud i kulden, men nu er jeg glad for, at jeg er kommet herop. Jeg har fået ro på og fået lov til at spille en masse, så det er jeg selvfølgelig sindssygt glad for. Og det skal nok blive endnu bedre. Det er jeg ret sikker på, siger Tobias Mikkelsen, der allerede har fået en fint samspil med højrebacken Christian Gamboa.

- Ja, ham kan jeg godt lide at spille sammen med. Han er en hurtig og offensiv spiller, der har så meget fart, at han både kan gå med frem i overlap og nå med tilbage. Hans offensive stil hjælper jo også mig, når han kommer på ydersiden, for så kan man både aflevere eller trække ind i banen. Det fungerer godt, og det skal nok blive endnu bedre, når vi rigtig lærer hinanden at kende, siger Tobias Mikkelsen til tipsbladet.dk

Så efter nedturen i bunden af Bundesligaen er der igen kommet smil på læben hos den tidligere FC Nordsjælland-spiller. Rosenborg er et skridt i den rigtige retning, og selv om han ikke har snakket med Morten Olsen i den seneste tid, tror han godt, at man kan spille sig tilbage på landsholdet fra den norske Tippeliga.

- Ja, det går jeg da ud fra. Hvis man gør det godt nok, er jeg sikker på, at man i hvert fald har en chance for at komme med, så det tror jeg på, siger den velspillende højrekant i Rosenborg, der i aften ganske givet er på banen, når det ude gælder Oslo-klubben Vålerenga før Tippeligaen holder sommerpause.