AaB har ingen deadline på Bassogog-handel
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AaB har ingen deadline på Bassogog-handel

AaB har is i maven og har ikke sat en deadline for en handel med Christian Bassogog.

AaB kan være på vej mod et historisk salg af offensivspilleren Christian Bassogog, der vendte hjem til Aalborg fra Africa Cup of Nations som en folkehelt efter guldmedaljerne med Cameroun.

Nordjyderne har bekræftet, at man forhandler med en udenlandsk klub om Bassogog, og ifølge Ekstra Bladet er det kinesiske Henan Jianye, der har budt 45 millioner for offensivspilleren. Tiden vil afgøre, om handlen bliver en realitet, eller om den falder til jorden.

Det venter man også på i AaB, hvor sportsdirektør Allan Gaarde fastslår, at man har is i maven, selv om foråret går i gang i weekenden.

- Vi har ikke nogen deadline på handlen, men vi ser selvfølgelig gerne, at vi også har Christian til at hjælpe os i foråret. Kan vi få en rigtig god pris for ham, og kan det være en god aftale for Christian, skal vi slå til, men lykkes det ikke, vil vi også være rigtig glade for at beholde ham, siger Allan Gaarde til Nordjyske.

Hvis Christian Bassogog skifter til Henan Jianye, bliver han blandt andre holdkammerat med danske Eddi Gomes.