Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-træner: Har informeret Gaarde om australske spillere

AaB's australske træner, Scott Miller, har fremlagt en række interessante navne for sportsdirektør Allan Gaarde.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle i starten af marts, holder AaB øje med den australske kantspiller Andrew Hoole, der til dagligt tørner ud for Newcastle Jets, men til sommer har kontraktudløb Down Under. Spillerens agent, Joel Grenell, bekræftede den løse interesse fra AaB.

- På dette tidspunkt er de (AaB, red.) helt med på, hvad Andrew kan, og det har de været i to år. De holder øje med hans udvikling og præstationer, som andre klubber i øvrigt også gør, sagde agenten til tipsbladet.dk.

Forbindelsen mellem Andrew Hoole og AaB er opstået via Scott Miller, der er ansat som fysisk træner i Superliga-klubben, hvortil han kom i november. Tidligere har han været cheftræner hjemme i Australien.

Scott Miller bekræfter, at han har snakket med sportsdirektør Allan Gaarde om Andrew Hoole og flere andre fra den australske A-League.

- Da jeg kom til klubben, føjede jeg et par spillere til scoutinglisten, og en række spillere i A-League bliver rent faktisk besigtiget nu og her. På det her stadie i klubben er vi godt befolket på midtbanen, så om de går efter det eller ej.... Hvorom alting er så videregiver jeg informationen, men jeg træffer ikke nogen beslutning, siger Scott Miller til Goal og tilføjer:

- Det er sportsdirektørens kald, men der er helt afgjort en stor interesse for australske spillere nu og her, fordi det er til at få øje på de økonomiske fordele, men også fysisk og mentalt kan de være med på Superliga-niveau. Der er helt klart interesse for den type spillere.

AaB sluttede grundspillet som nummer otte i Superligaen.