Bekræftet: Emre Mor med i Tyrkiets EM-bruttotrup
2016-01-04 15:04
Foto: Youtube

En udenlandsk klub har afgivet et konkret tilbud på FC Nordsjællands talentfulde Emre Mor. Hvis det står til spillerens agent, er U/19-landsholdsspilleren mere end 35 millioner kroner værd.

Det er noget af en hektisk tid for FC Nordsjællands Emre Mor. Han fik Superliga-debut i slutningen af november, underskrev ny kontrakt en uge senere, og nu er han måske på vej til det store udland.

Ifølge spillerens agent er der blevet afgivet et bud på den talentfulde angriber. Den nyligt underskrevne kontrakt på tre et halvt år har altså ikke gjort noget for at afskrække udenlandske bejlere. Tværtimod er henvendelserne blevet mere seriøse over den seneste måned.

- Jeg kan ikke gå i detaljer, jeg må være professionel og respektere klubberne. Men jeg kan bekræfte, at der er afgivet at bud på ham. Klubben ser på tilbuddet, og jeg kommer først på banen, hvis parterne bliver enige, siger Muzzi Ozcan til tipsbladet.dk.

Han vil ikke sige, hvem den pågældende klub er, eller hvilket land den stammer fra. The Sun skrev tidligere mandag, er Southampton fører an i kampen om Mor, der dog også tiltrækker interesse fra Everton, Manchester City og Galatasaray. Tidligere er klubber som Manchester United og Liverpool blevet sat i forbindelse med ham.

Det er store adresser i store ligaer, og et skifte dertil vil betyde enorm konkurrence for en mand, der lige er blevet flyttet op i FC Nordsjællands førsteholdstrup. Men det er ikke kun den aktuelle vej til førsteholdet, det handler om, siger Ozcan.

- Det vigtigste for mig som agent er, at jeg kan se en plan og et projekt for hans udvikling. Hvis jeg kan se, at projektet passer til ham, og at han kan udvikle sig, så vil jeg overveje det alvorligt.

I førnævnte The Sun-artikler fremgår det, at interesserede klubber skal betale 3,5 millioner pund for Emre Mor – det er i omegnen af 35 millioner kroner. Agenten vil ikke forholde sig til, om det beløb stemmer overens med det, der i øjeblikket forhandles om mellem FCN og den bydende klub, men han er ikke i tvivl om, at Mor, der har spillet to Superliga-kampe, har større værdi.

- Han er mere værd. Han er et verdensklassetalent. En af Europas mest talentfulde spillere. Jeg skal ikke bestemme prisen; det gør klubberne. Hvor meget er en af de mest talentfulde spillere værd? Danmark burde være meget glade og stolte over at have en spiller som ham.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor spiller Thomas Delaney i næste sæson?

SUPERLIGA-VIDEO