AGF-back tæt på comeback
Illustration
Superliga

AGF-back tæt på comeback

AGF's Adam Eckersley nærmer sig et comeback på det aarhusianske mandskab efter en længere skadespause.

Adam Eckersley har siden efteråret været henvist til sidelinjen på grund af en ankelskade, men nu ser det ud til at lysne for den 28-årige englænder. Forsvarsspilleren træner igen sammen med den resterende Superliga-trup, og det er gået godt.

- Jeg snakkede med Jesper (Fredberg, red.) for nogle dage siden, og vi blev enige om, at jeg skulle have tre ugers træning i benene med resten af truppen, før jeg atter vil komme i spil til en plads på holdet. Det er det, jeg arbejder ud fra, siger Eckersley til klubbens hjemmeside.

Sidste gang, Eckersley var i aktion for AGF i Superligaen, var i september i forbindelse med hjemmebanenederlaget til Viborg FF, og nu ser han frem til snart at være kampklar igen.

 - Min form er god. Jeg har i et stykke tid arbejdet med en personlig træner to gange om dagen for at være i stand til at følge med i tempoet, når jeg vender tilbage. Men det er selvfølgelig svært at sige, hvor jeg helt nøjagtigt står, for jeg har ikke spillet en kamp i snart et halvt år. Men jeg har gjort alt, hvad der står i min magt for at stå bedst muligt rustet, og så må vi se, hvor langt det rækker til den tid, lyder det videre fra AGF-spilleren.

AGF møder på søndag FC København på udebane i Superligaen.